Om Højbo

Skibet er ladet med frihed og fællesskab

Højbo Friskole er efterhånden en traditionsrig skole. I de over 40 år vi har eksisteret, har vi lært meget, og fundet en skoleform der virker. Skolens værdier er stadig de samme, men det betyder ikke, at vi har stået stille.

Tilsynsbesøget på Højbo har igen været en…

… rigtig positiv oplevelse og foruden at fremhæve en god faglighed, vil jeg betone skolens tydelige fokus på fællesskab, trivsel og gode relationer i vid forstand. Steen Hildebrandt udtrykker det sådan: ” … at det, der er let at måle, ja, det måler vi, mens det, der er svært at måle, ja, det måler vi ikke! Det er fx svært at måle solidaritet, fællesskab, omsorg, sammenhængskraft, kreativitet mv. Efter min mening er der tale om en underkendelse af fællesskabet, som jeg finder meget trist, for vi er ikke noget uden for fællesskabet, vi er sociale væsener.” Jeg er meget enig i denne betragtning, og det er korrekt, at det er svært at måle dette, men på Højbo kan man til gengæld mærke det!”

Poul Erik Hovelsø, MPA og certificeret tilsynsførende

I 1974 ville en gruppe forældre oprette en friskole. Før lokalerne var fundet og den første lærer var ansat, havde de taget deres børn ud af folkeskolen og var begyndt at undervise dem privat. I november 1975 lykkedes det heldigvis at skaffe lokaler på ‘Hotel Højbo’ i Højsted, og året efter fik skolen godkendt sine vedtægter i Undervisningsministeriet, på betingelse af at man kunne drive skolen for egne midler i et halvt år.

Den 8. maj 1976 var alle nødvendige formaliteter i orden, og “Foreningen til oprettelse af en friskole” kunne opløse sig selv, fordi opgaven var løst: Den selvejende institution Højbo Friskole” var oprettet.

Det er dette fundament, som Højbo bygger på. Vi er i dag langt fra de ydmyge rammer fra skolens begyndelse, men ånden er den samme. Det er et fællesskab, hvor alle tager ansvar.

Læs mere om Højbos historie

 

Vores værdigrundlag og vision