Trivsel for at minimere mobning
Trivsel - for at minimere mobning
På Højbo ønsker vi et trygt miljø, hvor alle er glade for at komme. At undgå mobning kræver en fælles indsats. Derfor prioteres det højt på skolen, at forældre og elever bliver inddraget i arbejdet med at forebygge og bekæmpe mobning.
På Højbo ønsker vi et trygt miljø, hvor alle er glade for at komme. Det er skolens målsætning at være fri for mobning.
At undgå mobning kræver en fælles indsats. Derfor prioteres det højt på skolen, at forældre og elever bliver inddraget i arbejdet med at forebygge og bekæmpe mobning.
På Højbo griber lærerne ind, når/hvis de støder på problemet. Forældrene opfordres til at tage en snak med barnet og eventuelt læreren, hvis man bliver opmærksom på noget, som ikke er i orden.
Hvad kendetegner mobning?
”Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange på grov vis – udsætter en eller flere personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem. Drillerier, der af begge parter opfattes som godsindede eller enkeltstående konflikter, er ikke mobning” (Arbejdstilsynets definition på mobning)
Forebyggende indsats mod mobning
Alle ansatte samarbejder med forældre, hvor formålet med dette arbejde er, at sikre bedst mulig trivsel for alle på Højbo Friskole. Mobning er et område, der kontinuerlig skal arbejdes aktivt med gennem elevsamtaler, klassens tid, trinmøder, skole/hjem samtaler, indkaldte møder osv.
Alle voksne siger fra overfor negativ adfærd, nedladende kommentarer og bevidst udelukkelse. Allerede, når der konstateres smådrillerier, er vi opmærksom på, at det ikke udvikler sig til mobning.
Da mobning erfaringsmæssigt ofte knytter sig til frikvarterer, har Elevrådet nedsat en legepatrulje, for at skaber positivt samvær.
I det daglige prioriterer vi samarbejde blandt eleverne med gensidig hjælp og støtte. Store hjælper de små, og alle har et medsansvar for hinandens trivsel.
Sociale relationer i skolens hverdag er præget af en god tone, gensidig respekt og tolerance, samt accept og anerkendelse af menneskers forskelligheder.
Konkrete indsatsområder
- Klassens tid i alle klasser, hver dag, giver gruppelæreren mulighed for at tage problemer i opløbet.
- På alle trin arbejdes med elevernes sociale ansvar. Dette både på skolen og på de sociale medier.
- Samarbejde i stedet for konkurrence.
- Flere arrangementer på tværs af klasserne. Her hjælpes man ad til f.eks. fællesemne, elevrådsdag og afslutningstur på Vesterlyng – fællesskabet er i højsædet.
- Fælles start på dagen (morgensang).
- Den gode omgangstone er et fast indsatsområde.
- Gruppedagene på trin 1 og 2 giver ligeledes mulighed for temaundervisning rettet mod et trygt undervisningsmiljø.
- På trin 3 arbejdes ud fra visionen ”Tillid under ansvar”.
- Forældrene opfordres til afholdelse af sociale arrangementer.
- Elevråd som talerør.
Samarbejde med forældre
På Højbo forventer vi, at skole og forældre samarbejder om en fælles indsats.
Det er vigtigt, at der i hjemmet tales pænt om klassekammerater, andre forældre og skolens personale. Kontakt til andre forældre foregår i god ro og orden, og med en konstruktiv løsning for øje.
Bliver man som forælder bekendt med, at der forekommer drillerier på skolen, er det vigtigt, at man tager kontakt til gruppelæreren, så problemets omfang kan afdækkes.
Forældreråd om mobning
- Tal ikke dårligt om dine børns klassekammerater, deres forældre eller lærere. Det forstyrrer netværksopbygningen og påvirker hele klassens tolerancekultur.
- Støt dit barn i at dyrke mange bekendtskaber på kryds og tværs i klassen. Det er en styrke for barnet, og det mindsker risikoen for, at nogle er meget isolerede.
- Sæt spot på “usynlige” kammerater i dit barns klasse. Børn, der ikke nævnes, aldrig er med hjemme osv.
- Tilskynd dit barn til at forsvare en kammerat, der ikke selv kan forsvare sig.
- Giv klassekammeraters invitationer til børnefødselsdage høj prioritet. Det udtrykker respekt for fødselaren, og andres ligegyldighed gør ondt.
- Fortæl dit barn, at fødselsdagsfester er forskellige, og at det kun gør det mere spændende at komme ud.
- Når du selv holder fødselsdag for dit barn, så husk en social fødselsdagspolitik: alle, ingen eller alle piger/drenge.
- Prioriter samvær med de andre forældre i klassen. Det smitter af på børnene.
- Støt lærere, der prioriterer det sociale liv i klassen. De har brug for opbakning.
Digital mobning
Særligt for digital mobning gælder det, at et barn, der bliver mobbet på nettet, aldrig har fri. Mobningen er ikke kun begrænset til skolegården, men foregår døgnet rundt. Det er lettere at mobbe, når man ikke står ansigt til ansigt, og afsenderen kan være anonym. Sproget kan virke meget hårdere, når kropssproget mangler, og det er nemt at misforstå hinanden. Beskeder og billeder kan blive delt og set af rigtig mange, og konflikterne eskalerer hurtigere nettet. Derfor har børnene ofte brug for hjælp til at løse dem.
Skolen vil løbende arbejde med virkelighedsnære digitale scenarier m. børnenes digitale virkelighed som centrum. Sådan kan børnene spejle sig i hinanden og opnå indsigt i, hvad deres gøren og laden online kan få af betydning for andre. Der arbejdes i den forbindelse tæt sammen med det lokale SSP, som b.la. deltager i klassen med dilemma spil og fokus på den gode tone på nettet.
Handleplan
- Alle ansatte på Højbo har pligt til at involvere sig, hver gang de oplever uheldige episoder.
- Samtale med de/den involveret elev og gruppelæreren med henblik på afklaring af problemerne.
- Klassens øvrige lærere orienteres/inddrages.
- Samtale med de/den involveret elev og gruppelæreren med henblik på at udtrykker, at vi gerne vil hjælpe barnet ud af rollen.
- Samtale mellem parterne.
- Forældrene til de direkte implicerede parter orienteres/inddrages efter vurdering, muligvis allerede efter punkt 1.
- Samtale med det tavse flertal/klassen/medløbere/tilskuere.
- Skolens ledelse informeres.
- Samtale mellem de implicerede forældre.